Bliv en del af DTU Link Early Impact og få rådgivning og værktøjer til at udvikle og skalere din startup. Programmet henvender sig til iværksættere i Region Sjælland, der har specialiseret sig i digitalisering eller bæredygtig teknologi
DTU Link Early Impact hjælper dig med at skabe vækst i din startup. Forløbet består af en række online sessioner med vores samarbejdspartner Entreprenerdy, som præsenterer dig for metoder til at systematisere dine iværksætterdrømme. Vi afholder også en række camps, der giver dig viden om og konkrete værktøjer til forretningsudvikling.
Du får 1:1 sparring med en forretningsudvikler fra DTU Link og en kommerciel rådgiver fra Spring Nordic, der er partner i projektet. Du får blandt andet hjælp til din fundingstrategi og vejledning til at skrive fondsansøgninger. Derudover har du mulighed for at købe ekstern rådgivning for op til 40.000 DKK. Du betaler et mindre fee på 10 % af den fakturerede rådgivning.
Vi matcher dig med erfarne mentorer fra DTU Science Parks mentorprogram, og vi præsenterer dig for relevante investorer. Og endelig giver vi dig adgang til en arbejdsplads, et prototypeværksted og et netværk af startups i DTU Link på DTU Risø Campus ved Roskilde. Til gengæld forventer vi, du er ambitiøs, ihærdig og parat til at investere 200 timer i forløbet.
Hvem kan blive udvalgt til DTU Link Early Impact?
Accelerationsprogrammet henvender sig til enkeltpersoner og teams med et bæredygtigt og/eller digitalt forretningskoncept/produkt med forankring i Region Sjælland. Du behøver ikke allerede have etableret din virksomhed, men du skal være motiveret for at ville rykke hurtigt fra idé til CVR-nummer. Programmet er også for dig, der er sprunget ud som iværksætter indenfor de sidste to år og ønsker hjælp til at udvikle din virksomhed.
Ansøg om optagelse
Der bliver ikke optaget flere startups i øjeblikket.
Projektet er finansieret af Den Europæiske Socialfond i perioden 2020-2022.
