DTU Link KiteX

Flyvende vindmøller skal producere energi

Vedvarende energi dækker halvdelen af elforbruget i Danmark, men den grønne omstilling lader vente på sig i mange udviklingslande. To tidligere DTU-studerende har udviklet en flyvende vindmølle med droneteknologi, der kan producere energi fx i landområder uden elektricitet. I et nyt samarbejde med DTU Vindenergi skal deres prototype testes.

Startupvirksomheden KiteX er godt i gang med at udvikle en dragevindmølle baseret på et flyvende vindenergisystem, Airborne Wind Energy System (AWES). Dragevindmøllens vertikale vinger er forsynet med dronepropeller i hver ende. Dronepropellerne bruges til at styre dragen op til en flyvehøjde på 40 meter og ind på en ottetalsbane i luften, som er forprogrammeret på en computer. Herefter styres dragen af hale- og højderoret, og propellerne kan bruges til at høste energi fra vinden. Princippet i produktionen kan sammenlignes med en elcykel, hvor en akkumulator og et batteri skiftevis tilfører og opsamler energi, alt efter om cyklisten træder i pedalerne eller bremser op.

KiteX har lavet flere succesfulde prototyper, men der er behov for flere test for blandt andet at sikre pålidelige flyveegenskaber under forskellige vindforhold, sikre verifikation af simuleringssoftware på baggrund af tests og opbygge kendskab til systemkarakteristik. I test af prototypen flyves vingen fra et tårn og fastgjort til et tøjringskabel, hvilket reducerer risikoen for fatale styrt. Samarbejdsprojektet med DTU Vindenergi, der varer til udgangen af 2020, omfatter opsætning af tårn til test af AWES prototype, indsamling af data fra forsøg, sammenligning af forsøgsdata med numeriske modeller og endelig verifikation og videreudvikling af numeriske modeller for AWES, så KiteX opnår en signifikant hurtigere iteration og udvikling i designprocessen af systemet.